Den brune bi Apis mellifera mellifera - Nordbi

Kategorie: Die Dunkle Biene Apis mellifera mellifera Veröffentlicht am Montag, 24. Januar 2011 Drucken E-Mail

Den brune bi på Læsø

Apis mellifera mellifera

Text: Carl-Johan Junge, www.brunbi.dk

Som det eneste sted i Danmark er brune bier på Læsø delvis fredet. Det betyder, at vise områder er forbeholdt de brune bier, - Apis mellifera mellifera. Hvorfor nu det? Er det nødvendigt at frede bier, der ses overalt i naturen og holdes som husdyr af biavlere? Er bierne på Læsø noget specielt?

De brune biers oprindelse og udbredelse

De brune biers oprindelse skriver sig millioner af år tilbage. De har sandsynligvis haft deres udspring i Nordafrika og har herfra bredt sig over en landtange ved Gibraltar nordpå i Europa. Naturforskeren Carl von Linné beskrev de brune bier i 1758, der dengang var enerådende i hele Nordvesteuropa. Udenfor dette store udbredelsesområde fandtes andre biracer.

Biracernes udspaltning og tilpasning

I dette århundrede er der foretaget en betydelig forskningsmæssig indsats for at kortlægge og beskrive honningbiernes evolutionshistorie. Der er indtil nu beskrevet ca. 24 racer af honningbier, hvoraf de brune bier blot er en enkelt race. Disse racer har udviklet sig lokalt efter naturgivne betingelser med begrænset geografisk udbredelse. De vigtigste betingelser for biernes fodfæste på en lokalitet har været forbundet med mulighederne for at finde tilstrækkeligt med fødekilder (nektar og pollen) samt klimatiske betingelser for overvintring. Som følge heraf har de racer, som er trængt længst mod nord i særlig grad udviklet en robusthed mod vinterkulde, parasitter og vintersygdomme. Derfor er de brune bier bedre til at modstå de kolde og lange vintre i honningbiernes nordligste udbredelsesområder end andre racer, som har udviklet sig i sydligere lavlandsområder.

Mennesket - ven eller fjende?

Allerede i en fjern fortid følte mennesket sig tiltrukket af biernes søde honning. Dengang levede bierne vildt i naturen og havde som oftest bo i et hult træ. Vikingerne lærte sig kunsten at fremstille mjød ved at gære honning og udnytte bivoks til lys. Interessen for bier, og de produkter de producerer, har eksisteret lige siden. Biavlen har udviklet sig således, at bierne i dag holdes som husdyr i bistader. Selv om bierne stadig lever et frit liv, stiller biavleren krav til bierne. De skal være fredelige at arbejde med, og de skal give mest muligt udbytte. Hvis biavleren ikke finder, at de lokale bier tilfredsstiller disse betingelser, fristes avleren til at importere bier fra andre egne eller andre lande med det mål at "forbedre" de hjemlige bier. På grund af biernes særlige forplantningsbiologi medfører dette uvægerligt en blanding af racerne. Målet, som kan forsvares et langt stykke af vejen, er naturligvis en øget produktion. De uheldige følger er derimod, at de oprindelige biracer forsvinder i et virvar af blandingsbier. Under bestræbelserne på at avle gode brugsbier er det derfor vigtigt, at man samtidig søger at bevare de oprindelige racers gode egenskaber, som de har opnået ved en naturlig tilpasning gennem årtusinder, og som er en betingelse for, at også fremtidens biavlere kan lave nye brugsbier til skiftende behov.

Biavlen i Danmark og Læsøbierne

De brune bier var også i Danmark den naturlige race, indtil man for ca. 100 år siden begyndte at importere bier fra sydlige lande. Nu er de fleste bier her i landet en skøn blanding af 3-4 racer tilsat et stænk af gener fra fjerne verdensdele. De sidste rester af de brune bier i Danmark findes kun sporadisk. Læsø er i virkeligheden det eneste sted, hvor der endnu findes en population på ca. 200 bifamilier, som kan dokumenteres at være racerene. Hos disse bier kan man endnu finde gode naturtilpassede bevaringsværdige egenskaber som tolerans overfor vintersygdomme, robusthed overfor det kølige nordiske klima og vinterfasthed. Derfor er det vigtigt, at populationen bevares som en genbank, hvor de gode egenskaber fremover kan plukkes til krydsningsavl, og derfor er det nødvendigt at frede Læsøbierne.

De brune bier - og vores nabolande

Også i landene omkring os er de brune bier forsvundet. Kun ganske enkelte isolerede bestande eksisterer stadig, og dem arbejder man målbevidst på at redde. Der er etableret et samarbejde over landegrænserne mellem biavlere, der ønsker at bevare livskraftige stammer af brune bier i visse områder af det tidligere udbredelsesområde. Avlsmateriale fra Læsø indgår nu i både svenske, tyske og polske bestande af brune bier.

Brune dronninger

Arbejdet med de brune bier koncentrerer sig meget om at fremavle de rigtige dronninger. Parringerne skal foregå i et område, hvor der udelukkende er brune droner(hanbier). Når en dronning er parret har den sæd til resten af livet, og bifamilien forbliver brun så længe den gamle dronning regerer i stadet.

Lad os bevare den brune bi! Skriv til:

Diese E-Mail-Adresse ist vor Spambots geschützt! Zur Anzeige muss JavaScript eingeschaltet sein!

Zugriffe: 6445